Citronpasta med røget laks og dild
- ninaaskov
- 18. okt. 2023
- 2 min læsning

Jeg spiser meget sjældent laks, da lakse opdræt er noget af det mest forurenende, der findes. Når laksene går så tæt sammen i et lille dambrug, bliver de syge og får lakselus, som man bekæmper med store mængder antibiotika og andre kemikalier. Det er usundt (for at sige det mildt) for både miljø, dem der håndtere fiskene og forbrugeren, der senere spiser dem. Derfor er det vigtigt at kigge efter ASC mærket, der står for ansvarligt opdræt. Men selvom fisken er ASC mærket, betyder det dog ikke at opdrættet har været fejlfrit. Det bedste er færøsk laks, hvor de bruger en metode, hvor laksene bliver skyllet igennem med ferskvand, der får lakselusene til at hoppe af. Fiskehandlere, der er gået over til kun at sælge Færøsk laks, melder også tilbage, at deres eksem på hænderne forsvinder.
Til 2 pers.
250 g pasta (vælg den form, du bedst kan lide)
3 spsk. olivenolie
½ finthakket grøn chili befriet for kerner
1 fed knust hvidløg
1 håndfuld fintklippet dild
1 håndfuld finthakket frisk spinat
fintrevet skal af 1 øko. citron
saft af ½ citron
30 g smør eller vegan block
1 dl pastavand
½ dl fintrevet parmesan
100 g røget laks skåret i strimler
½ ts. salt og friskkværnet, sort peber
Topping: Fintrevet parmesan og fintklippet dild
Kog pastaen efter anvisning på pakken. Gem pastavandet til saucen.
På en pande varmes olivenolien op ved middel varme. Hvidløg og chili svitses heri. Når det begynder at dufte, tilsættes spinat og citronsaft. Rør lidt rundt og tilsæt så den kogte pasta sammen med smør, dild og citronskal. Tilsæt 1 dl pastavand og fintrevet parmesan. Lad det koge lidt ind og vend laksestrimlerne heri. Smag til med salt og peber og server med et drys fintrevet parmesan og dild.
Comments