Kylling i karry
- ninaaskov
- 13. apr. 2023
- 2 min læsning

Kylling i karry er bare det bedste - og denne her har fået lidt ekstra kærlighed med en hel kogt kylling, hvor kødet er pillet fra og fonden brugt i karrystuvningen. Den smager virkelig af noget. Køb en god karry. Det gør al verden til forskel. Se forslag nedenfor.
Til 4 pers.
Hel kogt kylling:
1 hel kylling - helst økologisk eller friland- Løgismose kyllingen i Netto er virkelig god.
3 halverede løg
2-3 ts. salt + 10 hele peberkorn
3 laurbærblade
3 fed hvidløg
Kylling i karry:
40 g vegan block eller smør
3 ts. mild karry
2 mellemstore hakkede løg
1 stort æble, skåret i små stykker
3 spsk. mel
5 dl af fonden fra den hele kogte kylling
2 dl sødmælk
1½ havrefløde eller piskefløde
1½-2 ts. salt
kødet fra den hele kogte kylling
2 spsk. stærk mangochutney
1 bundt fint klippet purløg
Serveres med basmati- eller jasminris.
Hel kogt kylling:
Den hele kylling puttes i en gryde og der hældes vand over, så det lige dækker. Tilsæt, salt, peberkorn, halve løg, hvidløgsfed og laurbærblade. Lad det hele komme op og koge og derefter skrues ned til medium varme, hvor kyllingen får lov at småkoge under låg i en time. Derefter tages den op, køles af og kødet pilles fra og stilles til side.
Skrog og ben kommer tilbage i gryden, og får lov at koge videre med fonden, imens resten af retten laves.
Kylling i karry:
I en gryde smeltes vegan block og når det bruser op tilsættes karryen og får lov at svitse i minimum 2 minutter ved medium varme før løg og æbler tilsættes. Rør rundt og lad dem svitse i karryen til løgene begynder at blive bløde og klare. Tilsæt så mel, rør godt rundt og rør så 2 dl fond i. Rør godt rundt og tilsæt 1 dl fond ad gangen, mens der røres mellem hver gang. Derefter røres sødmælken i, og så fløden til sidst. Smag til med salt og sød mangochutney, før kyllingekødet kommes i, og får lov at koge op et par minutter med saucen. Tilsæt purløget og lad det koge med et minuts tid før det serveres med nykogte ris.

Den grønne til venstre fås i Super Brugsen og her får man virkelig value for money.

Den sorte dåse ovenfor fås i Irma (lidt endnu) og lever meget godt op til sit navn som "World's best curry powder.

Colombo curry fra Mill & Mortar er også virkelig god.
Alternativt kan jeg virkelig anbefale at købe krydderier hos din lokale grønthandler.




Kommentarer