Brændenældesuppe med knoldselleri
- ninaaskov
- 23. mar. 2023
- 1 min læsning

Brændenælder er rige på vitamin A og C + jern, kalium, mangan og kalcium. Jeg har glædet mig helt vildt til de begyndte at titte op af jorden. Til denne suppe har jeg samlet en portion, der fyldte en tallerken, som ses nederst.
Til 4 portioner:
1 lille knoldselleri, skrællet og skåret i små tern
1 ts. salt
1 grøntsagsboullionterning
4 håndfulde brændenældetoppe
1½ ts. Saint Agur creme eller blot 1 ts. blåskimmelost efter eget valg
2 spsk. god olivenolie
evt. lidt mere salt + friskkværnet, sort peber
Topping: Ristede pinjekerner, fintrevet parmesan og et skvæt god olivenolie, evt. lidt af de ristede brændnældetoppe
Selleriternene kommes i en lille gryde og der hældes vand på, så det næsten dækker. Tilsæt 1 ts. salt + en grøntsagsboullionterning og lad det komme op at koge. Derefter skrues ned til lidt under middel varme og selleriternene småkoger herefter i 15 min. under låg.
Imens skylles brændenældetoppene grundigt, og ristes derefter på en pande i 2 spsk. olivenolie og en knivspids salt. Når de begynder at falde sammen, er de klar. De lugter ikke så rart, men smager meget bedre end de lugter.
Med en stavblender blendes selleriternene sammen med de ristede brændenældetoppe og 1½ ts. Saint Agur creme.
Smag evt. til med salt og friskkværnet sort peber og server straks med toppingen.

Comentarios