Filodejsruller med svampe- og squashfyld
- ninaaskov
- 11. aug. 2023
- 2 min læsning

Sprøde udenpå, bløde indeni og med dejlig meget umami. De var i hvert fald populære i dag.
Til ca. 15 stk.
1 pakke filodej
1,3 dl olivenolie
1 sammenpisket æg
2 fed knust hvidløg
½ ts. chipotle chili flager
1 stor squash (eller 1½-2 små) skåret i små tern
400 g portobellosvampe skåret i små stykker
2 ts. salt
100 g revet cheddar
Fyld:
På en pande varmes 3 spsk. olivenolie og hvidløg og chili flager svitses ganske kort heri, før squashstykkerne tilsættes sammen med 1 ts. salt. Rør godt rundt og bevæbn dig med tålmodighed. Skru lidt ned for varmen og rør rundt til squashternene begynder at smatte ud. Når de er helt smattet ud, hældes de op i en skål. Derefter sættes panden over varmen igen og portobellosvampene tilsættes sammen med 1 ts. salt. Rør rundt til væsken er trukket ud af svampene og fordampet igen. Hæld så svampestykkerne op til squashternene og bland dem sammen med revet cheddar og halvdelen af det sammenpiskede æg.
Sådan laver du rullerne:
Beklæd en bageplade med bagepapir og pensl dette med en lille smule olivenolie.
Pak filodejen ud. De tynde ark udgør rektangler, som klippes med en saks ned gennem midten af den lange side. Klip alle arkene på én gang.
Tag nu et ark og pensl det med et tyndt lag olivenolie. Placér 2-3 spsk af fyldet i midten på den øverste del af den smalle del af arket. Rul filodejen omkring fyldet. Når en tredjedel af arket er rullet, bøjes begge siderne indover den fyldte del og der rulles videre. På den måde lukkes enderne.
Læg rullen med den løse ende nederst på bagepladen og gentag processen, indtil der ligger ca. 15 ruller på bagepladen. Pensl nu hver enkelt rulle med resten af det sammenpiskede æg, og bag rullerne i en forvarmet ovn ved 190 gr. varmluft i 20 minutter.
Comments