Mix quinoa og grønne linser med bagte mandler og squash creme

Skøn og næringsrig ret med quinoa og squash creme. Quinoa kan godt blive lidt tørt og kedeligt, men på denne her måde er det super lækkert.
Til 3-4 pers.
2 dl mix quinoa (hvid+ sort eller rød)
1 dl grønne linser
5 dl vand
2½ ts. salt
50 g mandler
2 squash skåret i små stykker
4 spsk. olivenolie
1 knivspids knust chipotle chili
2-3 fed knust hvidløg
3-4 savoykålsblade
Pynt: Lidt frisk persille
Mix quinoa og grønne linser:
I en lille gryde bringes quinoamix, grønne linser, vand og 1 ts. salt op at koge. Når det koger, skrues ned for varmen og det småkoger under låg ved lidt under middel varme i 15-20 minutter eller til alt vandet er fordampet. Fjern gryden fra varmen og lad blandingen derefter trække under låg i ca- 10 minutter.
Squashcreme:
På pande varmes olivenolie, hvidløg og chipotle chili op. Når det begynder at syde tilsættes squash og 1 ts. salt. Rør godt rundt og skru ned for varmen efter ca. 5 minutter. Rør af og til i 10-15 minutter. Når squashen begynder at smatte ud, hældes det hele i en minihakker og blendes til en jævn creme.
Mandlerne:
Arranger mandlerne på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem i en forvarmet ovn i 8-10 minutter ved 180 gr. varmeluft. Tag dem ud og hak dem groft, når de er kølet af.
Savoykål:
I en pande bringes ½ liter vand tilsat ½ ts. salt i kog under låg. Læg savoykåls bladene herned og læg låg på. Lad bladene dampe i ca. 1 minut og tag dem derefter op og tør dem.
Samling:
Vend halvdelen af squash cremen og alle de hakkede mandler i den kogte quinoa/linse blanding. Læg savoyskålsbladene på tallerkener og arrangér blandingen ovenpå. Læg nogle klatter af den resterende squash creme ved siden af og server med lidt frisk persille.




Kommentarer