Bagte æbler og rødbeder med stegte kikærter, palmekål og burrata
- ninaaskov
- 4. feb. 2023
- 2 min læsning

Det er et helt måltid i sig selv. Den er lidt omstændelig med mange processer, men de er alle nemme og hurtigt overstået - og så meget arbejdet værd.
Til 4 pers.
25 g ristede pinjekerner
10 palmekålsblade, stængel fjernet og bladene derefter skåret i tynde strimler
30 g vegan block
1 stort, dansk æble med skræl, skåret i mindre stykker
500 g rødbeder, skrællet og skåret i terningestørrelse tern
2 spsk. olivenolie
1 dåse kikærter
1 burrata delt i 4 eller 8 stykker
fint salt og friskkværnet, sort peber
Til pesto:
halvdelen af de ovennævnte, ristede palmekålsblade
halvdelen af de ovennævnte pinjekerner, når de er blevet ristede
1 fed knust hvidløg
2 spsk. friskpresset citronsaft
1 ts. fintrevet citronskal
½ dl olivenolie
½ ts. fint salt + friskkværnet, sort peber
På en bageplade beklædt med bagepapir vendes rødbedeternene i 1 spsk. olivenolie og drysses med en lille smule salt og friskkværnet, sort peber. Placer dem med god afstand på den bageste del af pladen, så der dermed gøres plads til æblerne, der kommer ind lidt senere. Bag dem i en forvarmet ovn ved 180 gr. varmluft i 10 minutter.
Vend æblestykkerne i 1 spsk. olivenolie og når rødbederne har været i ovnen i 10 minutter, placeres æblestykkerne på pladen med rødbedeternene, og bager med yderligere 10 minutter, så rødbederne får 20 minutter i alt.
Mens rødbeder og æbler bages, ristes pinjekernerne på en lille, tør pande. Når de begynder at få brune pletter og dufte, hældes de over i en lille skål.
På en stor pande smeltes 15 g vegan block og når det kommer godt op at bruse kommes palmekålsstrimlerne i sammen med ½ ts. fint salt. Steg det ved lidt over middel varme i ca.3 minutter, hvor der røres af og til og sæt dem derefter til side.
Pestoen: I en minihakker kommes halvdelen af den ristede palmekål, halvdelen af de ristede pinjekerner, citronsaft, citronskal, olivenolie, knust hvidløg + ½ ts. fint salt og friskkværnet, sort peber. Blend til en grov pesto.
Hæld dåsevandet fra kikærterne. På en stor pande smeltes 15 g vegan block. Når det kommer op at bruse, tilsættes kikærterne sammen med ½ ts. fint salt. Lad dem stå og riste i nogle minutter, før de tages af panden og blandes med pestoen.
Samling: I et stort fad blandes de bagte rødbeder og æbler med de ristede kikærter. Hvis der er pesto til overs, kommes det også heri. Top med burrata, resten af den ristede palekål og de ristede pinjekerner.
Comments