Hurtig bælgfrugt gryde
- ninaaskov
- 20. jun. 2023
- 1 min læsning

Jeg gad faktisk ikke lave mad i dag. Primært fordi jeg ikke gad at købe ind. Så det endte med, at jeg biksede noget sammen, af det vi havde i skabene - og det er nogle gange det bedste.
Så de fleste af ingredienserne til denne gryderet, har man normalt i skabene - derudover er den nærende, hurtigt lavet og smager virkelig godt. Ren comfort food. What's not to like?
Til 3 pers.
3 spsk. olivenolie
3 fed knust hvidløg
2 ts. god mild karry
½ ts. tørret chipotle chili
2 ts. løgpulver
1 dl grønne linser
1 dåse hakkede tomater
2 dl vand
2 ts. sukker
1 dåse røde kidneybønner
1½ts. salt
15 g mørk chokolade eller 1 ts. kakaopulver
evt. 2 dl frosne majs
Serveres med: 1 dl basmatiris + 1 dl quinoa kogt sammen med 4 dl vand + 1 ts. salt i 15 minutter eller til alt vand er fordampet.
evt. drys af hakket frisk koriander og revet cheddar/vegansk ost.
I en gryde varmes olivenolien op og de 2 fed knust hvidløg, karry, chipotle chili og løgpulver svitses heri ved middel varme. Tilsæt de grønne linser, rør rundt og tilsæt så vand og salt. Lad det simre et par minutter under omrøring og tilsæt så de flåede tomater. Lad det småkoge under låg ved lidt under middel varme i 20-25 minutter. Rør af og til. Tilsæt så de røde kidneybønner og chokoladen/kakaoen og smag til med sukker og evt. mere salt. Har man frosne majs, kommes de i til sidst og får lov at koge med et par minutter inden servering.
Comentários