top of page

Lun salat med flowersprout

  • ninaaskov
  • 1. mar. 2023
  • 1 min læsning

ree


Flowersprouts er i sæson netop nu, og er en virkelig velsmagende blanding mellem rosenkål og grønkål. Og så er de dekorative.

Der er ingen dressing til denne salat. Hvis man bruger en god olivenolie til at stege i og husker at drysse med salt og friskkværnet, sort peber undervejs, er der rigeligt med smag.


Til 4 pers:


3 spsk. olivenolie

½ knoldselleri, skrællet og skåret i ultra tynde stave

250 g skyllede flowersprouts, hvor bunden er skåret fra

1 ts. fint salt + friskkværnet, sort peber

1 dl grønne linser

1 laurbærblad

1 lille løg skåret i halve

3 dl vand

25 g pinjekerner, ristet på en tør pande, til de får brune pletter




De grønne linser, løget, laurbærbladet, ½ ts. salt og vand, kommes i en kasserolle og bringes i kog. Derefter skrues ned til middel varme og linserne færdigkoges under låg i ca. 20 minutter. Check om de er møre inden vandet hældes fra.


På en stor pande varmes 2 spsk. olivenolie op og knoldselleristavene, svitses heri med med ½ ts. salt og friskkværnet, sort peber. Rør godt rundt, og når de begynder at blive lidt brune og slatne, hældes de over i et ildfast fad.


Derefter svitses flowersprouts'ne i en pande med 1 spsk. olivenolie og ½ ts. salt og friskkværnet, sort peber. Læg låg på panden og lad dem dampe herunder i et minuts tid, inden de tages helt af varmen.


Samling: Når de grønne linser er møre fordeles de over knoldselleristavene og derpå toppes med flowersprouts'ne. Til sidst toppes der med de ristede pinjekerner.




Comments


©2022 by Ninas Køkken. Skabt med Wix.com

bottom of page